Skattesager
  Skatteankenævnssager
  Landsskatteretssager
  Retssagsvejledning
Jurister
Kontakt
Landsskatteretssager

Klagen til Landsskatteretten skal være skriftlig. Klageskriftet skal indeholde en angivelse af, hvad der klages over og en begrundelse herfor.1)

Samtidigt med indgivelsen af klagen skal der indbetales en klageafgift på 800 kr.

Udtalelse fra SKAT

Landsskatteretten sender klagen til udtalelse hos SKAT. Udtalelsen fra SKAT sendes til klageren, der herefter i almindelighed har 14 dage til at fremkomme med sine kommentarer.

Møde med sagsbehandleren

Klageren har mulighed for at få et møde med sagsbehandleren, således at tvivlsspørgsmål i sagen kan blive afklaret.2)

Kontorindstilling

Sagsbehandleren i Landsskatteretten udarbejder et forslag til afgørelse i sagen.3) Såfremt klageren har bedt om at der afholdes et retsmøde i sagen, vil denne kontorindstilling blive sendt til udtalelse hos SKAT.4) Klageren modtager herefter kontorindstillingen og SKATs udtalelse til høring.

Såfremt man mener, at der er fejl i kontorindstillingen, bør man anmode kontoret om at udarbejde et nyt forslag til afgørelse.

Retsmøde

Såfremt klageren har anmodet om at der afholdes et retsmøde, vil der blive indkaldt til et sådant.5) På retsmødet har klageren mulighed for at redegøre for sagen, forinden retsmedlemmerne afsiger kendelse i sagen.

Genoptagelse af sagen

Såfremt man mener, at der er fejl i kendelsen, kan man anmode Landsskatteretten om at genoptage behandlingen af sagen.6)

Indbringelse af sagen for domstolene

Landsskatterettens afgørelse kan indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 3 måneder.7)


1) Jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 2.
2) Jf. skatteforvaltningslovens § 43, stk. 1.
3) Jf. Forretningsorden for Landsskatteretten § 9, stk. 1.
4) Jf. Forretningsorden for Landsskatteretten § 9, stk. 2, nr. 1.
5) Jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1.
6) Jf. skatteforvaltningslovens § 46.
7) Jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.
Spies Law ApS (Spies Information ApS)
cvr-nr. 26 93 78 25